Cavlings Neger
Oprettet af jette_m
2017-01-08 23:50:44
| Forfatter | Indlæg |
|---|---|
|
Skrevet af jette_m
2017-01-08 23:50:44
|
http://www.politietsregisterblade.dk/component/sfup/?controller=politregisterblade&task=viewRegisterblad&id=1611459&searchname=polit_adv http://www.kbharkiv.dk/kildeviser/#!?collection=2&item=5448837 [attachment=696]neger2.jpg[/attachment] Politiken 09-01-2016 Cavling købte en 'negerdreng' til Politiken – for to dollars Under en reportagerejse i Dansk Vestindien i 1894 købte Henrik Cavling en tiårig dreng på kajen i Sankt Thomas. Og tog ham med hjem til redaktionen. Research i gamle aviser – og nyfundne dokumenter fra Rigsarkivet – kaster nyt lys over historien om Marwick Sebastian, fører hele vejen op til kong Christian IX, og afslører, hvorfor Sebastian endte med at blive sendt hjem, hvor han kom fra. GUDRUN MARIE SCHMIDT Kulturjournalist Drengen har ingen sko på. Det er det første, blikket søger mod. De bare fødder, der står lidt forskudt, som er de usikre på, hvor de skal stille sig. Den spinkle overkrop er nøgen, ligesom armene er det og de bløde skuldre. Munden står let åben, blikket er vendt nedad. En lille dreng på bare fødder. Det er det, jeg ser. Den samtid, der fotograferede ham, så noget andet. De så en neger. Avisen Nationaltidende rapporterede om drengen fredag 6. juli 1894. »Neger ved Politiken«, skrev de. »Politikens’ Korrespondent, hr. Henrik Cavling, der for nogle Dage siden er vendt tilbage hertil efter et hastigt Besøg på De vestindiske Øer, har derovre erhvervet sig en veritabel Negerdreng, som han har taget med hertil. Den lille Sorte skal nu knyttes til Politikens Redaktion i en eller anden flyvende Forretning«. Marwick Sebastian. Det hed han, den tiårige dreng, som ifølge Politikens stjerneskribent selv blev købt impulsivt under en reportagerejse i 1894 og ført til Politikens redaktion i Danmark, hvor han løb budærinder for avisens medarbejdere. Hvis han ikke var lånt ud som eksotisk trækplaster. ’Sorte Sebastian’, som samtiden døbte drengen, ’Cavlings Neger’, ’en virkelig Bladneger’ – det sidste en morsomhed, der gik på datidens nedsættende udtryk for journalister: bladneger. I år er det 100 år siden, Danmark frasolgte øerne Dansk Vestindien til USA. Historien om den hvide mand, der købte et mørkt barn på en fremmed havnekaj for en slik og tilsyneladende for sjov, er en af dem, der kan minde os om vores koloniale fortid. Den vidner om slaveejermentalitet årtier efter slaveriets ophør i 1848. Den fremstiller et menneskesyn. Anne Folke Henningsen er historiker og medforfatter til bogen ’Menneskeudstilling – fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli’ fra 2011, der blandt andet handler om en udstilling i Tivoli, hvor besøgende kunne se på to små børn fra Vestindien i bur. »Det interessante er at se på, tænke over og blive mindet om, hvilke betingelser i samtiden der gjorde den slags opførsel mulig og acceptabel«, siger hun. »Dengang var videnskaben præget af tanker om, at mennesker var opdelt i racer, der kunne placeres i et udviklingshierarki, hvor hvide europæere altid lå øverst. Sådan betragtede også oplyste mennesker verden. Det er tydeligt, at Cavling ikke ser noget problematisk i det, han gør, og det er det, jeg synes, er vigtigt ved historien: At det kunne opfattes som uproblematisk«. MARWICK SEBASTIAN Nye kig på fortiden Historien om Cavlings Sebastian er fortalt i bøger, artikler, radio og tv gennem årene. Denne artikel føjer nye oplysninger til fortællingen. De er fundet ved at samkøre fund fra Det Kgl. Biblioteks nydigitaliserede avisarkiver med gamle fysiske arkiver i Rigsarkivet og på Det Kgl. Bibliotek. Researchen er sket i samarbejde med seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek Henrik Smith-Sivertsen.En række gamle danske aviser er gjort søgbare og tilgængelige for alle her: www2.statsbiblioteket.dk/mediestream Vis mere Drengen var så knyttet til Politiken, at hans registrerede adresse i en årrække simpelthen var avisens redaktionslokaler. Hans historie er Politikens historie, det er avisens ansvar og samvittighed. Også selv om Marwick Sebastian, journalisterne og redaktørerne, der dengang befolkede avisens gange, er væk. Og de fleste glemt. Det gælder dog ikke Henrik Cavling, der har lagt navn til den fineste pris, der gives til danske journalister. I 1894 drog han, allerede dengang en fremtrædende journalist, seks uger til Dansk Vestindien og rapporterede hjem til bladet fra den danske koloni. I sine erindringer ’Journalistliv’ beskriver han det første møde med Sebastian, som fandt sted aftenen før hjemrejsen til Danmark, mens skibet, Cavling skulle sejle med, »en ærværdig Kuldamper«, lå for kaj på Sankt Thomas. »Da jeg steg ned i Baaden for at gå om Bord, stod på Bolværket to svulmende Negerinder, begge rygende Cigar«, skriver han. »Den ene af dem, der holdt en Dreng ved Haanden, raabte ned til mig: »Vil du købe denne dreng, Massa?««. Cavling betalte to dollars for drengen »med Tøj« og beskriver, hvordan den tiårige »henrykt« sprang ned i båden. Desuden købte jeg en levende Skild- padde, som laa og sundede sig i et Kar. Den døde dog, da vi kom ud i rum Sø »Det var en ægte Negerdreng, en halv Snes Aar gammel, sort som en Støvle, med kridhvide Tænder og krøller kulsort Haar«, lyder det. »Desuden havde jeg købt en levende Skildpadde, som laa og sundede sig i et Kar. Den døde dog, da vi kom ud i rum Sø«. Bismarcks gøende hunde Der var udtalt fattigdom i Dansk Vestindien i 1894. Det fortæller chefkonsulent Poul Olsen fra Rigsarkivet i København, der er ekspert i dansk kolonihistorie. Slaveriet var ophævet små fyrre år tidligere, men forholdene havde ikke forbedret sig synderligt for den sorte befolkning. Sukkerindustrien var i krise, øerne var ramt af tørke og dårlige høstår, og befolkningen led under sygdomme som malaria og gul feber. »De fattige levede langt under fattigdomsgrænsen, og det kan muligvis forklare, hvorfor en mor sælger sit barn. Cavling har måske opfattet Sebastian som en levende souvenir fra kolonien – en gimmick, der kunne sælge aviser – mens moderen har tænkt, at nu var barnets lykke gjort«, siger han. Cavling og Sebastian, som journalisten konsekvent kaldte drengen, rejste hjem fra Sankt Thomas over Tunis og gik i land Hamburg, »hvor Sebastian hurtigt kom i Klammeri med Drengene, der vilde føle, om han var malet sort«. Det beretter Cavling i sine erindringer, hvor han også kommer med en indrømmelse, der antyder, at han måske har forløbet sig ved at tage drengen med sig hjem. »Jeg havde i det hele taget ikke forestillet mig den Opsigt, en Nigger vækker mellem Hvide«, skriver han. Men selv om det åbenbart kom bag på Cavling, hvordan Europa tog imod Sebastian, må chokket have været større for drengen. Og det skulle blive værre. Mens Cavling og Sebastian endnu var i Tyskland, ønskede journalisten at møde Otto von Bismarck, fortæller han i erindringerne. Han vidste, at ’Fyrsten’ dagligt gik tur omkring slottet Friedrichsruhe uden for Hamborg, og at han ofte stoppede op, hvis han så noget interessant. Det blev Cavlings mulighed, for han havde fået en idé. »Nu pønsede jeg på at overraske Fyrsten ved at stille ham Ansigt til Ansigt med det sorte Barn«, skriver han. En plan, der lykkedes, for mens de var i skoven, dukkede Bismarck op med to store hunde. To kvinder, der også var til stede, nejede, lyder det i erindringerne: »Samtidigt kastede de to Hunde sig over Sebastian, der sparkede og skreg, mens Hundene rejste sig på Bagbenene og gøede af fuld Hals«. Fyrsten og journalisten havde en kort samtale, hvorefter Bismarck skulle videre. »Han trykkede os alle sammen i Haanden og gik, idet han forbigaaende betragtede Sebastian og frembragte en Lyd med Tungen, som naar en Frø siger: Kuah! Kuah! Kuah!«. Da Cavlings reportage fra mødet med Bismarck blev trykt i Politiken, er Sebastian ikke nævnt, så drengen er først føjet til historien i erindringerne. Det er ikke til at sige hvorfor. Men det står klart, at Cavling ikke har kunnet se noget galt i den måde, han bruger den lille dreng som lokkemad, en dreng, han har ansvaret for, og som oven i købet bliver skræmt over mødet med to vilde hunde. Den situation beskriver han uden blusel. Henrik Cavling var i midten af 30’erne, da han i 1894 besøgte Dansk Vestindien på en reportagerejse. Han havde da været fastansat på Politiken siden 1886. I 1905 blev han chefredaktør, det var året efter, at Sebastian var sendt tilbage til Caribien. Foto: Polfoto Henrik Cavling var i midten af 30’erne, da han i 1894 besøgte Dansk Vestindien på en reportagerejse. Han havde da været fastansat på Politiken siden 1886. I 1905 blev han chefredaktør, det var året efter, at Sebastian var sendt tilbage til Caribien. De hvide sommerfugle Da Cavling og Sebastian kom til Danmark, gik der ikke lang tid, før medierne fik nys om den nyankomne dreng. Foruden Nationaltidende beretter både Ærø Avis og Roskilde Dagblad for deres læsere om drengens ankomst, og man må formode, at andre lokale aviser har gjort det samme. Her er det Roskilde Dagblad, der skriver om Cavling og hans rejse til Vestindien 10. juli 1894: »Som Minde fra Turen har han medbragt en veritabel Negerdreng, der nu skal gøre Budtjeneste ved Politiken«. Da Cavling og Sebastian var vel ankommet i Danmark, blev Sebastian anbragt hos journalistens forældre i Lyngby. »Skarer af glade Drenge samledes hver Eftermiddag ved min Fars lille Ejendom, ’Fredlighed’, bag Byen, hvor den Sorte var Midtpunktet i en stor kommers«, skriver Cavling, der dog kort efter tog drengen med til København. »Jeg tog den Sorte med mig ind til Byen, hvor Udgiver Herman Bing, der var Negerven af gammel Engelsk Liberalisme, ansatte ham i Politikens Budstue«, skriver han. Der kendes ikke til mange vidnesbyrd om Sebastians tid som bud på avisen, men en nyfunden artikel fra Politiken tre måneder efter drengens ankomst til landet kan give en fornemmelse af, hvordan det var at være en sort dreng i datidens hvide København. En fornemmelse, der kan sammenholdes med Cavlings erindringer, hvori han skriver, at alle københavnere med tiden kom på fornavn med Sebastian. Politikens artikel, der er fra 21. september 1894, omtaler den såkaldte Journalisternes Fest, en større begivenhed i Dagmarteatret og Cirkusbygningen. Fine folk skulle deltage i festlighederne, blandt andet kulturministeren og teaterdirektørerne, og der blev til lejligheden trykt et festskrift ved navn Hurtigpressen, ligesom Cirkusbygningens direktør Ernst Bojesen solgte souvenirs. Og hvem skulle stå for salget? Det skulle Sebastian. Sammen med 12 balletpiger. Fra artiklen lyder det: »Hurtigpressen og Bojesens Souvenirs sælges under Festen af 12 hvidklædte Balletpiger samt af den lille Negerdreng Sebastian, der – som Hr. Bojesen meget rigtig har indset – vil tage sig fortrinlig ud mellem Ballettens hvide Sommerfugle«. Hvor pigerne var en attraktion på grund af den dans, de havde tillært sig, og deres fine kostumer, var Sebastian en attraktion, fordi han var sig selv. Trafikken stoppede Det eksotiske ved mennesker som Sebastian blev dyrket i tiden, fortæller historiker Anne Folke Henningsen, der altså har beskæftiget sig med de udstillinger, hvor mennesker fra blandt andet Vestindien, Grønland og Kina blev sat til skue. »De her mennesker blev netop vist frem som noget andet, som noget eksotisk – og for de voksnes vedkommende også ofte noget erotisk. Der skete en objektgørelse af dem, som muligvis også har smittet af på den måde, de blev mødt af folk på gaden«, siger hun. I Cavlings optik handlede det om, at Sebastian var omgærdet af en »usædvanlig Popularitet« i København: »Folk standsede ham, klappede ham og indbød ham til middag, bl.a. spiste han hos Georg Brandes. Sebastian gik igen i samtlige Revyer, han stod på Brevkort«, lyder det i erindringerne. Vi ved ikke, hvordan det har været for Sebastian at blive klappet på hovedet af københavnere, hvor han stod og gik, men vi kan måske få en fornemmelse ved at læse erindringerne fra den mand fra Sankt Croix, der som syvårig blev udstillet i et bur i Tivoli sammen med sin femårige kusine Alberta. Victor Cornelins, hed han, der sammen med kusinen kom til Danmark i 1905, ti år efter Sebastian. Hver dag gik de med en pige fra den glarmesterfamilie, de boede hos i Vestergade, over til udstillingen i Tivoli. De beskriver, hvordan trafikken gik i stå, når folk så dem. Fremmede stimlede sammen og prøvede at gnide den sorte farve af deres kinder eller ruskede i deres hår for at se, om det var ægte. »Her i København blev vi nærmest anset for at være nogle løjerlige dyr, der nok var sluppet ud af en zoologisk have. Denne fornemmelse gjorde os skræmte, så vi var bange for at komme på gaden og blive set«, skriver Victor Cornelins. En sjælden konfirmation Det var ikke kun københavnerne, der mødte Marwick Sebastian på gader og stræder. Det ved vi fra Silkeborg Avis, der 6. januar 1898 kunne fortælle, at Sebastian havde været i Ringkøbing hen over julen. ’En Negerdreng holder Jul i Vestjylland’, lyder artiklens overskrift. Også Kolding Folkeblad og Aarhus Stiftstidende dækkede jyllandsrejsen. Fra Aarhus Stiftstidende lyder der opløftende nyheder om Cavlings dreng: »Sebastian er nu 13 ½ Aar og har i de forløbne 3 Aar, han har været her i Landet, lært vort Sprog perfekt. Han gaar i en kjøbenhavnsk Kommuneskole, hvor han gjør god Fremgang, idet han endogsaa har usædvanlig udmærkede Evner. Politiken, hvor hvilket Blads Medarbejdere han gaar Ærinder, vil vistnok lade Drengen videre bogligt uddanne«. Stiften rapporterer videre, at Sebastian rejste i Jylland sammen med en af avisens medarbejdere, polarfarer Mylius Erichsen, hvilket viser, at Politiken stadig i de år oplevede drengen som sit ansvar. Og så står det at læse, at drengen også havde gode sociale evner: »Ringkjøbing Amts Avis tilføjer, at Sebastian under sit Julebesøg har skabt sig en Mængde smaa og store Venner i Ringkjøbing«. I oktober 1899 var Sebastian blevet en stor dreng på 14 år og skulle konfirmeres i Helligåndskirken ved Strøget i København. Under overskriften ’En sjælden konfirmation’ var det en begivenhed, der blev skrevet om i Vendsyssel, i Næstved og i Frederiksborg Amts Avis. Og et halvt år efter konfirmationen fløj den sjældne fugl fra sin rede på Politikens redaktion. I april kunne avisen således, endda på forsiden, fortælle sine læsere, at drengen havde fået læreplads. Det var en nyhed, der også blev bragt i Vendsyssel Tidende under overskriften ’Cavlings Neger’. Politiken skrev: »Den sorte Sebastian, som Hr. Henrik Cavling for nogle Aar siden bragte hertil fra Vestindien, og som efterhaanden var bleven lige saa kendt af Kjøbenhavnerne som selve Politiken, for hvis Medarbejdere han gik Byærinder, er nu efter sin Konfirmation kommen i Lære hos Maskinfabrikant C. Lesse, Nykøbing Falster, hvor den velvoxne Negerdreng paa fire Aar skal gjøres til ’regulert’ Svend i mekanisk Industri og Cyclefabrikation«. Det sydlandske blod Om de fire år på Falster, hvor Marwick Sebastian står i lære, ved vi ingenting, men i Cavlings erindringer optræder et fotografi af Sebastian som udlært cykelsmed. Her poserer han med midterskilning, hvid skjorte med knækflip, sort dobbeltradet uldfrakke og blød hat i hånden – og er blevet en mand. Omkring det tidspunkt, i 1904, skete der et dramatisk skifte i omtalen af Sebastian. Hvor de første artikler om den købte dreng var præget af sensation, fascination og samtidige morsomheder, og de lidt senere af positiv omtale af skoledrengen, var tonen nu en ganske anden. For Sebastian havde fået en streng dom. 7. juli skriver Frederiksborg Amts Avis: »Den sorte Dreng ( … ) var upaalidelig og rapsede, hvor han kunne komme af sted med det, ligesom hans sydlandske Blod stadig kom i Kog, naar han saa en ung, køn Pige, saa at han var nærgaaende imod dem paa kriminel Vis. Omsider tog Politiet sig af Sagen og greb Sebastian nede i Nykøbing på Falster. Nu har Kriminalretten idømt ham 1 Aars Forbedringshusarbejde«. Upålidelig? Rapsede? Nærgående mod pigerne på kriminel vis som følge af sit sydlandske blod? Det er ikke til at sige, hvor avisen har oplysningerne fra. Men de blev også refereret i Horsens Folkeblad. I næsten 100 år har Cavling haft eneret på at fortælle historien om Marwick Sebastians exit fra Danmark, men nu kan vi fortælle, hvad der skete. Cavling fortæller i sine erindringer, at Sebastian kom tilbage til København, efter at han var blevet udlært. Nu da han var blevet voksen, ville han ikke længere finde sig i at blive berørt af fremmede på gaden – og, skriver Cavling, »det blev anledningen til hans ulykke«. »Paaa Nicolai Plads mødte han en ældre Herre, der vilde føle på hans Haar. Sebastian gav vedkommende en Singadus, hvorved han trillede og tabte sin Tegnebog. I et Øjebliks forvildelse snappede Drengen den og løb. Selvfølgelig blev han hurtigt anholdt, kom for Retten og fik en betinget dom. Med denne rejste han til Vestindien og fik en Stilling som Maskinmester«. To små artikler i Aarhus Stiftstidende og Viborg Stiftstidende fra august 1904 har imidlertid ført til nye oplysninger. Under overskriften ’Benaadet Neger’ skrev aviserne om overfaldet og røveriet: »Den Neger fra Vestindien, som i sin Tid af Journalist Cavling blev ført til København og var bleven ansat i Politikens Tjeneste, gjorde sig for nogen Tid siden skyldig i Overfald og Røveri fra en Mand og blev idømt en meget alvorlig Straf. I disse Dage er Negeren imidlertid på Grund af særlige Omstændigheder benaadet imod at han vender tilbage til sin Fødeø«. En benådning på grund af særlige omstændigheder var i sagens natur usædvanlig. Og burde være til at finde bevis for et sted i Rigsarkivets endeløse rækker af læderindbundne retsprotokoller fra for længst forsvundne dage. Og det var det. Sebastian med blød hat som udlært cykelsmed. Under læretiden i Nykøbing på Falster gjorde han en lokal pige gravid, men drengen, William, har han formentlig ikke kendt til eksistensen af. Kun kort tid efter dette fotografi er taget, i juli 1904, fik han en dom på et års forbedringshusarbejde, som kongen dog endte med at benåde ham for en måned senere. Foto: Foto fra bogen ’Journalistliv’ Sebastian med blød hat som udlært cykelsmed. Under læretiden i Nykøbing på Falster gjorde han en lokal pige gravid, men drengen, William, har han formentlig ikke kendt til eksistensen af. Kun kort tid efter dette fotografi er taget, i juli 1904, fik han en dom på et års forbedringshusarbejde, som kongen dog endte med at benåde ham for en måned senere. De uterlige tilnærmelser I Rigsarkivet har chefkonsulent Poul Olsen på Politikens forespørgsel fundet Sebastians oprindelige dom fra 5. juli 1904 sammen med den kongelige benådning, der gik igennem en måned senere. Den sirligt håndskrevne dom beskriver detaljeret, hvad der skete natten mellem 2. og 3. juni det år. På gaden mødte Marwick Sebastian et »ham ubekendt Assurancebud«, som først spurgte, om han ville drikke en kaffe ham på en beværtning, og derefter inviterede Sebastian hjem for at se, hvordan han boede. »Efter at de var kommet op paa Budets Værelse, begyndte denne at vise uterlige Tilnærmelser overfor Arrestanten, hvad denne vil have afvist blandt andet ved at tilføje Budet et Par Lussinger«, står der i dommen. »Det ligner jo et voldtægtsforsøg«, siger Poul Olsen fra Rigsarkivet, »I skal jo tænke på, hvor eftertragtet en sort mand som Sebastian var i København på det tidspunkt. Her har det så været en mand, der ville have sex med ham«. Assurancebuddet tilbød Sebastian en krone, hvilket kan tolkes som et tegn på, at han forsøgte at betale for seksuelle ydelser. Sebastian lagde sin ene arm om buddets hals og stjal de sølvpenge, han havde i lommen. Da buddets pung, som indeholdt »en del Seddelpenge«, faldt på gulvet, tog Sebastian også den. »Men Budet løb efter ham og slog til ham med en Paraply, og for nu at komme bort stødte Arrestanten saa stærkt til Budet, at denne faldt om mod en Sengekant, hvorved Budet slog Ryggen, saa at han i nogle Dage derefter var øm; dette Øjeblik benyttede Arrestanten sig saa af til at fjerne sig med de Penge, han havde tilvendt sig, og som maa antages at have udgjort circa 150 Kroner«. Det var for denne forbrydelse, at Sebastian fik et års forbedringshusarbejde. »Ja, det er en særdeles alvorlig dom, han skulle jo altså ind at brumme i et år«, siger Poul Olsen. »Men nogen må jo så alligevel have tænkt, at det ikke var helt retfærdigt«. For sammen med dommen ligger en senere indstilling til kong Christian IX om en benådning. Den er skrevet af Sebastians beskikkede forsvarer, overretsprokurator Juul, og underskrevet af den fra historiebøgerne kendte justitsminister og storsvindler P.A. Alberti. Derudover kan man også have været urolig for, hvilket liv der ventede ham i København, hvor han blev overgramset på gaderne Juul bad allerunderdanigst kongen om eftergivelse af den idømte straf, mod at Sebastian »forlader Danmark og tager Ophold i dansk Vestindien, hvor han har sin Hjemstavn«. Argumenterne for indstillingen var, at Sebastian var kommet i en »exalteret Stemning« på grund af de uterlige tilnærmelser, der var blevet udvist mod ham, og han var også »noget paavirket af Spiritus«. »Det har været overgrebet fra den anden mand, der blev udslagsgivende. Man har alligevel syntes, at det var synd. Og så har han jo været godt beskænket, kan man læse. Buddet har formentlig forsøgt at drikke ham fuld«, siger Poul Olsen fra Rigsarkivet. Christian IX’s underskrift Forsvareren argumenterer også i sin indstilling med, at Sebastian er en ung mand, der ikke tidligere er straffet. Og så skriver han, at Sebastian, hvis han bliver i Danmark efter at have udstået sin straf, vil være »i Fare for at gaa til Grunde«, mens han, »saafremt han strax tager Ophold i sin Hjemstavn, antagelig der vil kunne skabe sig en Fremtid«. Det er ikke til at sige, hvorfor overretsprokurator Juul mente, at Sebastian var i fare for at gå til grunde. Men som Poul Olsen fra Rigsarkivet siger, ville han muligvis have haft svært ved at få arbejde i Danmark, efter at han havde siddet inde i et år: »Derudover kan man også have været urolig for, hvilket liv der ventede ham i København, hvor han blev overgramset på gaderne«. Betingelsen for benådningen var, at Sebastian ikke vendte tilbage til Danmark i fem år, ellers ville straffen falde. Han ville få fri overrejse til Vestindien, hvor man ville skaffe ham et job i Det Dansk-Vestindiske Kompagni. Københavns Politi anbefalede indstillingen, kan man læse, og 28. juli sad kong Christian IX på Bernstorff Slot og satte med sin underskrift Sebastian fri for straf. Og smed ham samtidig ud af det land, han var blevet bragt til ti år tidligere som dreng. I de lokale aviser på Sankt Thomas holdt redaktionen skik på, hvem der kom sejlende til og fra øerne. En måned efter benådningen, 26. august 1904, ankom en M. Sebastian fra København via Sankt Croix til Sankt Thomas – øen, hvorfra Marwick Sebastian i sin tid blev skibet til Danmark. En overbetjent H. Larsen var med på samme overfart og rejste tilbage til Sankt Croix allerede samme dag, så Sebastian er formodentlig blevet eskorteret til Dansk Vestindien, så han ikke stak af undervejs. 10. juli 1905 er en M. Sebastian sejlet til Christiansted, og herfra forsvinder Marwick Sebastian ud af vores historie. Per Nielsen er historiker og har i årevis interesseret sig for Sebastian. Han har i år udgivet bogen ’Fru Jensen og andre vestindiske danskere’ for Nationalmuseet. Det er ham, der har fundet ud af, at Sebastian fra 1898 til 1904 havde folkeregisteradresse på Politikens redaktion, der dengang lå i Integade 1. I det gamle register er Sebastian kaldt ved det samme navn, som vi kan læse af de gamle retsprotokoller i Rigsarkivet, Marwick Sebastian, blot her stavet lidt anderledes. »Alle kaldte ham Sebastian, også Cavling. Det var et meget almindeligt efternavn i Dansk Vestindien dengang, men det har man nok ikke vidst«, siger Per Nielsen. Politiken har forelagt Per Nielsen de nye oplysninger i sagen. Både avisklippene, der dokumenterer, hvordan Sebastian var en historie i aviser over hele Danmark, og historien om de uterlige tilnærmelser, han som voksen mand var udsat for. Og om kongens benådning. »Det er rigtig godt, at vi nu får kastet nyt lys over historien, så det ikke kun er Cavlings røverhistorier, der står tilbage«, siger han. Sebastians efterkommere Hvor det ikke er kendt, hvad Marwick Sebastians skæbne blev i Dansk Vestindien, kender vi til hans søns. For Sebastians læretid på Falster førte til et barn. Cavling beskriver i sine erindringer, hvordan han en dag mødte en mulat på Lolland og spurgte en forbipasserende, hvem det var. Han må da have lidt så meget af hjemvé, det gør man jo. Og så sådan en lille en Kate Poulsen, enke efter Sebastians oldebarn »Det er Cavlings Sønnesøn«, lød svaret, ifølge Cavling selv. Drengen, han havde mødt, hed William Larsen, og han var altså søn af Sebastian. Mens Sebastian var i lære som cykelsmed i Nykøbing, gjorde han en lokal pige gravid, før han vendte tilbage til København. Drengen voksede ifølge blandt andet Lolland-Falsters Folkeblad op hos sine morforældre, mødte en pige, fik to døtre og rejste til København med sin familie, hvor han blev jazztrommeslager. Han døde i slutningen af 1940’erne i en motorcykelulykke. William Larsens ene datter fik to sønner, og den ene af dem, Doan Zihr Larsen, blev gift med Kate Poulsen, som bor i Korsør. Hendes mand er død, men hun har to sønner og syv børnebørn. Kate Poulsens mand, Doan, var aldrig særlig interesseret i sin oldefar Sebastians historie, fortæller hun. Men selv har hun været optaget af den gennem årene. »Det er jo min mands og mine børns slægt. Jeg kan huske, da jeg kom fra Bornholm til København som helt ung, hvor min svigermors søster fortalte mig historierne om de der to børn, der sad i bur i Tivoli. Jeg troede simpelthen, det var løgn. Tænk, at det er foregået i 1900-tallet, det forstår man jo ikke«, siger hun. Igennem årene har hun mange gange tænkt på drengen på skibet fra Sankt Thomas. »Man får jo ondt af ham, det synes jeg. Han har sikkert tænkt, at det var spændende i begyndelsen, men så er de sejlet ud på havet. Han må da have lidt så meget af hjemvé, det gør man jo. Og så sådan en lille en«, siger hun. Tidligere syntes Kate Poulsen, at det var forkert af Cavling at tage drengen med hjem fra Caribien, men de senere år er hun kommet i tvivl. »Der var jo formentlig ikke noget for ham derude. De var så fattige. Ingen kan sige, hvordan det var gået ham, hvis han var blevet«. Foruden hendes to sønner og syv børnebørn, som er Sebastians tip- og tiptipoldebørn, har Sebastian ifølge Kate Poulsen endnu flere efterkommere på Williams anden datters side. Men at han overhovedet skulle have efterkommere i Danmark, har Marwick Sebastian formentlig intet vidst om. For hans søn fra Falster blev født i 1904. Samme år som Sebastian blev sendt tilbage til der, hvorfra han kom, Dansk Vestindien – efter at have levet halvdelen af sit liv her i landet. Som Cavlings neger. Venlig hilsen Jette |
|
Skrevet af Jeppe
2017-01-10 11:03:15
|
Hej Jette Det er en spændende og skræmmende historie. Godt fundet :) Mange hilsner fra Jeppe |