Forum på kbharkiv.dk (2016-2020)

Lidt om fejlmeldinger mv.

Oprettet af
2017-01-27 09:08:15
Forfatter Indlæg
Skrevet af
2017-01-27 09:08:15
Allerførst: tusind, tusind tak for det store arbejde, I gør med at indtaste begravelsesprotokollerne.

Vi har de seneste uger fået flere nye indtastere. Det er vi rigtig glade for. Som ny indtaster skal man jo lige lære Kildetasteren og vejledningen at kende. Vi ved, at alle læser vejledningen omhyggeligt for at indtaste rigtigt, men derfor kan posterne i begravelsesprotokollerne nogle gange godt være indviklede. Et tip: start med de nyere protokoller først – de ældste protokoller er sværest at indtaste.

Som I ved, kan man melde fejl på en post til en anden bruger. Det er der mange, der benytter sig af. Det er godt, for det er med til at gøre de indtastede data bedre. Det er også godt, fordi man lærer meget af de fejlmeldinger, man får.

Vær opmærksom på, hvordan I melder en fejl til en anden bruger. Tænk på, at der sidder en bruger i den anden ende, som har gjort sig umage. En fejlmelding på skrift kan virke hårdere, end den er tænkt. Hvis fejlmeldingen er skrevet på en måde, så den virker irettesættende eller kontant, kan der sidde en bruger i den anden ende, som føler sig demotiveret, stødt eller ked af det.

Skriv venligt, bær over med, at alting ikke er perfekt, send en smiley. Så glider tingene lettere for alle.

Hvis en eller flere af jeres poster bliver fejlmeldt, så husk på samme måde, at den der har fejlmeldt posten ikke mener det som kritik af jeres indsats. Det er OK at lave fejl. Vi laver dem alle sammen! 

Hvis I er i tvivl om noget, kan I altid skrive en post på Forum med et link til den post, I er i tvivl om. Der er venlige mennesker, der står klar til at hjælpe. I er også altid velkomne til at sende en mail til Stadsarkivet.

mange hilsner og god tasteweekend :)
Helga